18. apr. 2010

Jeg er næsten altid i fred - eller?


Sådan tænker jeg og sådan føler jeg - at jeg for det meste er i fred. Oplevelsen på stranden for nogle måneder siden hvor jeg troede jeg så en død mand, viser at der jo må ligge nogle blokkeringer at gemme sig...  Der er ting jeg h elst ikke vil kikke på.  Og hvordan får jeg så fat i det? Og behøver jeg overhovedet bekymre mig om det som ligger gemt?

Ja, det tænker jeg er nødvendig.  På et weekend kursus med Douglas Crawford og Marianne Pedersen tidligere i år, fik jeg erfaret hvordan det for eksempel kunne gøres - det med at få fat i tanker og følelser som ikke er "frit tilgængelige" hvis jeg må sige det sådan.

På et tidspunkt i forløbet fik vi som opgave at gå en tur ud i byen - med papir og pen.  Opgaven var at kontakte og lave en forbindelse til fremmede mennesker - på måder jeg ikke normalt gør.   Derefter skulle vi så skrive de tanker og følelser som opstod under forløbene.  Det var en meget kedelig og besværlig opgave - det var vi alle enige om. Kunne vi ikke finde på noget andet? Nej - det kunne vi ikke.  Så bare afsted i 45 minutter (alt for lang tid også!) Og gerne 3-4 forskellige mennesker, eller så mange vi nu kunne nå.  Det skulle vise sig at være en uhyre effektiv måte å finne ud av hvilke tanker og følelser som ligger godt gjemt!

På med vanten.  Jeg gik ned på gaden og så ind ad et vindue i en slags pizzabar at der var 2 unge mænd i fuld gang med sin frokost. Hvad skulle jeg snakke om?  Hvad skulle jeg spørge om?  Jeg anede det ikke.  Men besluttede mig for bare at gøre det.
 Ind med mig og hen til dem. "Hej - hvordan smager maden her på dette sted?" spurgte jeg - og de svarede pent at den var ok - (kikkede de ikke lidt mærkeligt på mig?) Jeg fortsatte lidt med at snakke om maden og hvad der fandtes i nærheden osv. tænkte at det gik meget godt.  Mit hjerte hamrede ikke så meget som i starten.  Snakkede lidt om hvad de arbejdede med osv. De arbejdede i et bilfirma - og biler kan man jo altid snakke om. Om VW versus Skoda f.eks.   Så var det angsten lige pludselig kom krybende igen - altså en samtale på 3-4 minutter var ok - den tid var nu overskredet og begyndte det at blive pinligt igen? Det gjorde det... Smilte de ikke også lidt overbærende? Stakkels kone... Bliver hun ved?
Så var det jeg fik øje på en mand ved skranken - Søren, en arbejdskammerat fra tidligere - han lod som om han ikke kendte mig (min udlægning).  Pludselig fik jeg en umådelig trang til at forsvare mig.  "Jeg er med i et forsøg"  ville jeg gerne sige - jeg gør normalt ikke sådan her... osv. osv.
Efter nogle afsluttende bemærkninger - sagde jeg pent forvel og forlod stedet og hen til en benk hvor jeg kunne kradse mine oplevelser ned.  Puha - tænk min angst for at blive fordømt som værende lidt mærkelig, den var godt nok stor. Det var bare om at se på det - uden at fordømme mig selv for det - bare konstatere at sådan var det - ok. Tilgivelse.
Efter at ha' kommet lidt til hægterne gik jeg over mod Frederiksborg Slot.  Der var masser af sne og jeg mødte en far med to børn.  Dem var det nemt nok at komme i snak med - børnene altså, uden at de reagerede på det eller jeg?  Skønt - vi endte med alle sammen at ligge på ryggen og lave engle i sneen - masser af grin.  Ingen hjertebanken eller noget.  Det var nok lidt for normalt for mig.  Det var jo situationer jeg ikke normalt befandt mig i jeg skulle opsøge.  OK.
I mod mig kom et ungt par med hund.  Dem faldt jeg i snak med - men det var ikke provokerende for mig heller - at snakke om hund og vejret og sådan - nej det var for nemt - Farvel og god tur.
 Nu måtte jeg se at tage mig sammen - bare gøre et eller andet jeg ikke normalt gør.  Det er ikke skide nemt altså. Omsider kommer muligheden.  Bagved mig går en yngre (?) fyr.  Skal jeg eller?  Jo, nu skal det være.  Jeg vender mig om - går hen til ham og spørger:  "Hvor gammel er du egentlig?" .. og hjertet sad helt i halsen.  Det kunne han jo ikke forstå jeg spurge om - hvorfor det? Jo, altså bare ikke sådan for noget...
Ok han var 45.  Super alder siger jeg - han ville gå - meget gerne.  Jeg gik helt tæt på og rørte ved hans halstørklede - pent skjerf du , smukke farver! Jo, ja - han var også glad for det. Men nu - ja han kikke godt nok mærkeligt på mig - ha' en god dag - fin hilsen at få - og så gik han.  Og der stod jeg.  Hen til benken for at skrive det her ned.
Alle de tanker som for gennem mig, og ufreden - den var der fra top til tå.
Jeg var overbevist om han troede jeg var ludder - eller bare ute etter noget af det frække... Og så tænkte jeg - sådan her kunne min mor (som var manio-depressive) finde på at opføre sig i maniske faser...Han tror sikkert jeg ikke er rigtig klog... Alt blev skrevet ned. På benken kunne jeg finde freden igen.  Bare observere - at det var mine tanker- så bange for andres fordømmelse. Og Guds?
Tilbage hos Douglas og Marianne fortalte vi hver i sær om vore oplevelser, tanker og følelser  - det havde været så lærerigt for os alle, men jo ikke noget vi frivilligt ville inlade os på. Alt hvad der skete i min krop var det jo tydeligt at jeg selv valgte - alt var fuldstændig uskyldigt - intet skete - men jeg valgte ufred og at se fordømmelse hos dem jeg mødte.

Nu ved jeg hvad jeg skal gøre hvis jeg skulle få lyst til at  udfordre mit ego igen... 

Ingen kommentarer: