22. jun. 2010

Tilgivet - og glemt.



Den vigtigste funktion I mit liv er at tilgive. Det siger Jesus I bogen "Et Kursus I Mirakler".
Eller gør Han?
Nej, det gør Han faktisk ikke. Det er måden mit ego fortolker det på, i det jeg tror at jeg har en række funktioner og opgaver, nogle vigtigere end andre. Tilgivelse husker jeg en gang i mellem...

Men faktum er: Tilgivelse er min eneste funktion! Se det er jo en helt anden sag!

Nu forstår jeg ( I alle fald for et kort øjeblik) at jeg ikke har været villig til at tilgive på den måde Han fortæller mig det, men at jeg har ”gradbøjet” ordene så det passer mig lidt bedre.

Hvad er tilgivelse?
Den måde Jesus forklarer tilgivelse på I ACIM er overhovedet ikke det samme som vi er vant til at forstå ordet på.
En lille historie:
En søndagsskolelærer spurgte sin klasse om hvad vi skal gore før vi kan blive tilgivet vore synder, i det hun forventede at noen svarede at vi må angre vor synd.
En dreng I klassen tænkte længre tilbage og svarede: ”Først må du synde”. Dette er faktisk kernebegrebet i ACIM: Vi kan ikke synde, og vi har aldrig gjort det.

Jeg er opdraget med og har lært tilgivelse som en slags ” du har gjort noget forkert – men nu er jeg så stor i slaget at jeg tilgiver dig”. Dvs. jeg tilgav andre for en fejl jeg opfattede de havde gjort mod mig. På den måde ble jeg en lille smule (for ikke at sige MEGET) helllig.
Men ved at tilgive på denne falske måde gjorde jeg synd virkelig og levende. Og frem for alt, jeg tilgav faktisk ikke og jeg GLEMTE aldrig…Det var bare noget jeg sagde.

Forgive and forget...
Der er denne her historie om en katolsk præst som boede på Philippinerne, og som bar på en stor byrde af synd og skyld for noget han havde gjort mens han gik på seminariet. Ingen vidste noget om det. Der var en kvinde i hans sogn som påstod at hun kunne tale med Helligånden
Præsten var, naturlig nok, skeptisk overfor sådan en påstand, så han sagde: “Næste gang du taler med Helligånden, spørg ham om hvilken synd din præst begik på seminariet”. Kvinden indvilligede i det og gik hjem. Når hun kom tilbage nogle dage senere sagde præsten:”Spurgte du Helligånden om hvilken synd din præst havde begået?”
”Ja”, svarede kvinden, ”Jeg spurgte ham”.
”OK”, sagde præsten, ”men hvad svarede han?”
Og kvinden svarede: ” Han sagde: ’Det husker jeg ikke’”.

Det sande svar. Han huskede ikke. Forgiven – and forgotten. Helligånden gør ikke synd til virkelighed.
Til enhver tid når jeg føler jeg bærer nag – tilgiv. Men jeg skal altid huske på at jeg ikke kan gøre dette alene. Jesus eller Helligånden er der altid til at hjælpe mig.
Så forstår jeg også at den eneste der er at tilgive er mig selv. (Lektion 121, 6:3-5)
Når jeg tilgiver – så bliver jeg tilgivet. At tilgive er at overse, at lade fortiden være, ikke holde fast i det forgagne. Så i ordets dybeste forstand er tilgivelse – at glemme.

Hvordan tilgiver jeg? (der er mange måder – dette er et forslag)

Når jeg føler vrede, sorg eller smerte, er det vigtigt ikke at undertrykke følelsen – men at være i den og føle den.


1. Jeg gør mig klart at det i virkeligheden er mit eget valg at jeg føler som jeg gør, ingen kan ”få mig til at” føle mig vred. Det er mit valg.

2. Bed Helligånden om at se på denne følelse med dig. Uden fordømmelse – husk fordøm ikke dig selv.
3. Tak Helligånden for Hans hjælp med tilgivelsen. Sådan deles kærligheden.


Når alt kommer til alt er der ingen at tilgive ud over mig selv og mine misopfattelser.


Så nu kan jeg lade min gamle misopfattelse ligge, om at min mor sårede mig den gang jeg var lille, og gav mig et stort sår i min sjæl.

Det har været mit eget valg at bære på mindet og opfattelsen og de følelser som var knyttet til den usande opfattelse .


Med Helligåndens hjælp –er det nu tilgivet og glemt.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

ja, se det var jo en rigtig god historie. bare rigtig mange læser den og tænker lidt.
ikke mange tænker umiddelbart at valget er vores. knus og nyd sommervejret og stranden og bølgerne! knus Gitte