15. mar. 2012

Angsten for at dø...


Hjemme igen efter 10 dages ferie på Gran Canaria.  Gran Canaria? Det som for de fleste står for dase- og badeferie - eller fest og farver og grisefest...
Nej, Gran Canaria er meget mere!  Kører man ind i landet er der et stort bjergmassiv - og der er flere nationalparker og fredede arealer - meget øde og med et utal af stier og vandringsleder. Og der er frem for alt - stille.  I 8 dage har vi vandret området tyndt (næsten) og vi mødte ikke flere end kan tælles på en hånd.  Utroligt!
Og så er der det med at "leve Et Kursus i Mirakler" (igen)...
For cirka et år siden skrev jeg på min blog om en tur til Vietnam og den rædsel jeg oplevede på en tur i bjergene og en meget stejl vej...
Det oplevede jeg så igen  - altså rædslen - denne gang på en lidt anden måde.
PÅ en af vore ture fra Cruz Grande til St. Bartholomé skulle vi over et bjergpas.  Den lille sti ( en camino real)  op over passet var stejl, MEGET stejl... På visse steder så det ud til atstien forsvandt ud i ingenting .. På et tidspunkt måtte jeg kalde på Erik for at han kunne gå tilbage og hjælpe mig.  Så kunne jeg holde fast i hans rygsæk rundt om et lille sving hvor der var en afgrund på flere hundrede meter lige ned. Meget nemt kunne jeg være blevet overmandet af angst - og jeg havde lyst til bare at sætte mig ned og bede om hjælp fra en helikopter til at hente mig.  Ikke turde jeg gå ned, og heller ikke op. Puhh.. Det med at bede om hjælp - det er vel nok vigtigt at kunne! Ikke altid nemt. 
Tænkte på at jeg intet har at frygte og fik fat i den del af mig hvor roen er.  Videre - ikke lade mine tanker køre afsted med mig, frygttanker om at falde ned og dø...
Endelig oppe ved  passet - skønt - så skulle vi så bare nedad. Men et lille blik ud over kanten var nok, hjææælp! Her slyngede en lille sti sig ned af skråningen, i ydersvingen var der flere hundrede meter lige ned!  Nu er det om at tage indersvingen og kikke lige ned på stien og ikke ud til siderne...  Bare jeg havde haft muligheder for at tage skyklapper på!
Rolig nu - ikke lade tankerne få overhånd.  Et skridt ad gangen. Alt er OK - der er intet at frygte.

Her går stien ned til højre for skiltet - ud i intetheden?

Et skridt ad gangen og tiltro - det var løsningen for mig.  Stille og roligt - og ikke lade tankerne få overhånd.  Og tillid.  Tillid til at alt er som det skal være. Tja, er det nødvendigt at sige det gik godt? Min frygt var fuldstændig ubegrundet.  Selvfølgelig skal jeg passe på, det er ikke en vandring man bør foretage i tåget og regnfuldt vejr. Men der er heller ingen grund til at lade ubegrundet frygt tage overhånd!
Det har bare været til så stor en hjælp for mig igen at blive konfronteret med min frygt for at dø. Langsomt vokser min tillid til Gud og min villighed til at overgive mig. 
Det takker jeg for - og jeg takker for mit liv og min glæde ved det.

***





   

2 kommentarer:

Ragnhild Elisabeth sagde ...

...Kjenner meg godt igjen !! Jeg er livredd for høyder... er jeg ikke svimmel fra før, blir jeg det i alle fall da !!
Om vi alltid kunne ha tillit til Gud !!
Jeg synes det ser ut som et "liv i kurs i mirakler " og et liv i Gud er akkurat det samme :-) Ønsker deg alt godt, kjære deg, og jeg gleder meg såååååå til å se deg igjen... og komme til Tisvildeleje.... Stor klem

Anne-Marie Valton sagde ...

Tak til deg kjære Ragnhild - du kan tro jeg gleder mig like mye som du gjør!!

Ja, det er det samme min venn - Et liv i Gud.