7. apr. 2012

Jeg ønsker mig Guds Fred.




Hva er Guds fred egentlig mon tro?  Jeg forestiller mig en fred som ikke kan la sig forstyrre overhovedet - av noe som helst og som varer evig. I et Kursus i Mirakler står der at det er en fred som ikke er av denne verden.
Den opnås når jeg ikke lengre ser eller er i fortid eller framtid.
"Fortiden glir bare bort, og i dens sted er evigvarende stillhet....Stillheten har utbredt seg for å dekke alt".
Ok det er greit.  Nå vet jeg det - det er det jeg vil ha.  Men HVORDAN, HVORDAN?

Ja, lengre ned i teksten i sps. 20 i Håndbok for Lærere står det heldigvis:

  "Derfor blir tilgivelse en nødvendig forutsetning for å finne Guds fred".
Der er det igjen - TILGIVELSE.  Det er det eneste jeg behøver tenke på faktisk og koncentrere meg om.

Tilgi mine brødre for det de IKKE har gjort, for uanset deres opførsel, så er andre mennesker ikke problemet; vi er ikke i konflikt med dem, men med oss selv. Det er mine projektioner som skaber opfattelsen.  Som det også står, så repræsenterer det jeg ser kun en konflikt i mitt eget sind, et ytre  bilde av en indre tilstand.
Jeg kan kun komme til mit mål  ved å se på egoet med Jesus og si:  "Jeg ønsker deg ikke mere.  Du løy, og ga meg ikke den fred og lykke du love t meg.  Jeg har kun mottatt smerte og lidelse av deg".  Jeg vil ikke lengre ha egoets fornektelse av sannheten. På denne måten virker tilgivelse: egoet opløses  ved at se på det uten skyld.
Tilgivelse gir plass for fred.  Tilgivelse fjerne mørkets slør og lar Guds fred skinne som den egentlig alltid har gjort.  Det er vår frygt for freden, som forklarer hvorfor det er så vanskelig å gi slipp på å dømme og å oppgi angrepstanker. Det lyder utrolig - at jeg skulle være redd for freden?

Men jeg våger forsøket. Jeg tar simpelthen Jesus i hånden og lar Ham se sammen med mig på alle mine tanker og ord  om fordømmelser av meg selv og alle andre.

Ingen kommentarer: