3. apr. 2016

Glæden som forsvandt


Inspireret af en samtale jeg havde i går med en god ven, skriver jeg nu dette indlæg...

Blandt mange spændende emner vi snakket om, var det vigtigste nok vor snak om GLÆDE  - og hvor altafgørende det er at have glæde i sit liv.
Glæden er selve pejlemærket - er du på ret kurs eller er du på vej ind i en blindgyde?
Det er vigtigt at minde mig selv om ikke at tage tingene så alvorligt, ikke at tage selve LIVET så alvorligt.  Og jeg synes selv jeg er rimelig god til lige det.  Det er i allefald noget jeg tror.
Vi var rørende enige i det - GLÆDEN skal altid være til stede, det er jo selve vor funktion!

Og så slog det mig at jeg de sidste to dage har været ganske urolig, og utilpas.  Hvorfor nu det?  Hvad i al verden er det jeg har byttet - mod min glæde?

Jo, det skal jeg fortælle...

Jeg er så veldig glad for min nye ikon.  For nogle dage siden var jeg kommet til punktet hvor glorierne skulle laves.  Jeg har fået et nyt slags lim, som virkede lidt skidt sidst gang jeg prøvede.  Men det blev super flot til sidst.  Jeg tænkte jeg ville bruge det igen, og så bare lade det tørre endnu længere.

Umiddelbart så det også ud til at gå godt, guldet blev lagt på, men var kun lidt ujævnt i farven.  I min iver efter at få et perfekt (?) resultat besluttede jeg at lægge et nyt lag lim på, af min gamle slags, ovenpå det første.  Men, men, men, katastrofen viste sig umiddelbart.  Det guldet krympede sig fuldstændig, og rynkede og boblede.   Jeg besluttede at lade det være og se på det næste dag.

Og her viste manglen på glæde sig umiddelbart. Jeg havde virkelig svært ved at lade hel denne guldprocess hvile.  Mine tanker vendte tilbage, gang på gang.  Hele aftenen, og de flere gange om natten hvor jeg vågnede og tænkte og tænkte på hvad jeg mon skulle gøre, hvordan det ville se ud næste dag osv. osv.

Jeg bad om hjælp, jeg prøvede at acceptere tankerne, jeg prøvede at holde dem væk, jeg talte får, vejrtrækning, ud og ind, Gud i mig - jeg i Gud.  Alle mine "tricks" blev brugt.
Men det var som om jeg ikke ville tillade mig selv at vælge glæden igen. 
Bekymringen derimot brusede frem hele tiden.

Fred fandt jeg først da jeg kom op til min ikon næste dag og nyt guld blev lagt på.  Og det var en katastrofe.  Aldrig, ALDRIG har jeg set noget lignende.  Det så ud som om det var blevet lagt i sand fra Sahara!

Ingen af mine elever har nogensinde præsteret guldarbejde af så ringe en kvalitet.  Og det er vel det jeg havde så svært ved at acceptere.

Nu har jeg endelig fået øje på hvad jeg har gang i. Nu har jeg accepteret guldet som det er, og kan tilmed grine lidt af mine egne "dumheder".  Det er jo altså kun 3 glorier.  Hvad er problemet?  Hvorfor skulle jeg tage det så alvorligt, og lade det forstyrre mig, min søvn og mit glade sind på denne måden?

Tja, det er ikke godt at vide. Men ganske sikkert har det at gøre med de krav jeg stiller til mg selv! Jeg vender nu tilbage til en mere afslappet tilgang - også til guld.  Jeg anser det som en perfekt måde at lære det, at fastholde glæde på.  Være opmærksom i det øjeblik jeg skifter glæden med noget som jeg jo IKKE ønsker!  Mærk det! Og så tilgive mig selv for at jeg valgte uhensigtsmæssigt.

I morges byttet jeg igen glæden ud med noget andet,  Med frygt denne gang.  På min  morgentur med Anton, kom en hundelufter med 2 kæmpestore og 1 lille hund os i møde. ca. 100 meter fra os slap han den ene hund løs.  Jeg blev umiddelbart fuldstændig skælven inden i.  Jeg bryder mig stadig ikke om løse, store hunde som kommer brasende frem mod mig.

                                                         Det lignede denne store, flotte hund.

Jeg fik råbt om han ville tage sin hund i snor, hvilket han gjorde efter et godt stykke tid. Den havde standset ca. 10 meter fra os...  Og der stod jeg som en saltstøtte.  Han fik den i snor, jeg forklarede ham at jeg var utryg, og så gik vi videre...
Men igen - vips, så var både min glæde og fred væk, og tilbage var frygten.

Jeg standsede op, og bare VAR i denne frygt. Og langsomt, langsomt, fortog den sig.  Det underlige var at den fortog sig ovenfra og ned.  Den sidste del af mig som var urolig, var mine underben..
Igen havde jeg altså valgt  frygten. 
Kære engle, kære Helligånd og alle mine andre hjælpere,  jeg ser at jeg valgte frygten igen, den frygt som har til huse i mig.  Nu giver jeg Dig min frygt.  Husk mig på at det ikke er nødvendig at vælge den igen, nogensinde. 

ALT er såre godt.  INTET SKETE.  DER ER INTET AT   FRYGTE.

OG SÅDAN ER DET.

AMEN



Ingen kommentarer: